Steen Thomsens blog

Steen Thomsens blog

Debat

Danske Kronikker

Fondsmodellen er nok verdens bedste ejerform

PrivatPosted by Steen Thomsen 29 Dec, 2015 18:39:38

Vi kan lige så godt sige det, som det er. Dansk erhvervsliv har med en blanding af tilfældigheder og fremsynethed udviklet verdens måske allerbedste ejerform: Den erhvervsdrivende fond. Som den eneste ejerform har erhvervsfonden til formål at være den bedste ejer for virksomheden. Man kan sammenligne med institutionelle investorer, der betragter virksomhederne som investeringsobjekter, der skal tjene deres økonomiske interesser. Eller kapitalfonden, der er interesseret i at sælge deres virksomheder til højestbydende efter en kortere årrække. Familievirksomheden kommer i sine gode øjeblikke tættere på erhvervsfonden, men også her ser man eksempler på familiemedlemmer, der er fløjtende ligeglade med andet end egne interesser. Det er langt fra altid, anden generation er i stand til eller ønsker at videreføre virksomheden

Samfundsmæssigt er erhvervsfonden ikke bare interessant, fordi den er en meget langsigtet og ansvarlig ejer, der lægger vægt på alle virksomhedens interessenter. Den spiller også en filantropisk rolle ved at dele ud til velgørende formål. Hvis det var en teoretiker, der havde fundet på denne tankekonstruktion, ville man have sagt, at det var for langt ude, at det var for godt til at være sandt. Men det er en model, der er udviklet og sat i produktion af erhvervsfolk, der i økonomisk teori betragtes som kolde rationalister, der ikke har andet en profitmaksimering for øje.

Fondsejerskabet er naturligvis ikke nogen badebillet. Det er en model, der ligesom andre konstruktioner afhænger af de mennesker, der udfylder den. Fondsmodellen kræver god fondsledelse, hvis den skal leve op til sit potentiale. Hvis der kommer en psykopat ind i en fondsbestyrelse, er fanden løs, fordi det er rigtigt vanskeligt at få ham ud igen. Derfor påhviler der fondsbestyrelserne et stort ansvar, som de heldigvis i de fleste tilfælde har været i stand til at bære uden at falde alt for meget igennem.

Der er heldigvis et aspekt ved fondsmodellen, der gør, at den tiltrækker de rigtige mennesker: det er svært at få noget ud af den økonomisk. Det giver ikke rigtig mening at sidde i en fondsbestyrelse, hvis man kun er interesseret i penge. Så er det bedre at finde noget i en kapitalfond. Derfor tiltrækker fondsmodellen en anden type, der er mere idealistisk og godt kan se en ide i at udvikle en virksomhed og bidrage til samfundsnyttige formål uden personligt at lukrere på det.

Når det er sagt, er det jo ikke nok at være et godt menneske, selv om det er den eneste rigtige begyndelse. En fondsbestyrelse arver desværre ikke stifterens forretningstalent. Men gennem trial and error har de danske fonde efterhånden udviklet ledelsesformer, der får det bedste ud af fondsejerskabet. Man skelner skarpt mellem uddeling og erhvervsvirksomhed. Man finder en passende balance mellem aktivt ejerskab og en uafhængig selskabsbestyrelse. Man tilvejebringer incitamentsordninger, der sikrer, at virksomheden ikke falder i søvn. Man stiller sig hele tiden spørgsmålet, om man nu også er den bedste ejer. Og så fremdeles.

Det er kun få, der forstår, hvor unikt fondsejerskabet i virkeligheden er. Det kan med lidt held komme til at fremstå som Danmarks største bidrag til menneskeheden – en ide, som vi ikke bare kan bruge selv, men som vi kan eksportere til en verden, der efter skandaler, opportunisme og bedragerier nærmest sukker efter gode ledelsesformer. Betingelsen er bare, at vi tør slippe lidt af janteloven i et øjeblik og erkende, at vi faktisk har noget, der er værd at byde på. Noget der dur!

Alt taler for, at vi skal tage denne chance – og ikke bare for vores egen skyld. Slip fondsejerskabet fri! Giv det lige vilkår skattemæssigt, så erhvervslivets idealister kan bruge det til at realisere en bedre verden.



  • Comments(0)//blog.steenthomsen.com/#post79